- Det er langt over stregen
DF-formand om Kell Siegenfeldts opdateringer på Facebook
Der er grænser for, hvad man kan tillade sig at sige i ytringsfrihedens navn - også når man er medlem af Dansk Folkeparti.
Formanden i Silkeborg Harry E. Madsen mener, at et billede af statsministeren og Kronprins Frederik ledsaget af teksten "Her ses så nogle af de virkelige skyldige i terroren og islamiseringen af Danmark" - er langt over stregen.
- Det er helt ude i hampen, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Og det er netop hvad, der blev slået op på facebook af partiets tidligere byrådskandidat Kell Siegenfeldt den 16. februar. Nu er han ekskluderet.
Men hvad så med ytringsfriheden - skal der ikke være plads til den?
- Jo, sørme så. Helt afgjort - men det skal være sandfærdigt, det man skriver, og kronprinsen kan jo bestemt ikke gøre ved det, siger Harry E. Madsen.
Også Kell Siegenfeldts indlæg med et billede af regeringstoppen med teksten "de reelt skyldige i terroren i Danmark" og beskeden om at "racist er en hædersbetegnelse" er mere end hvad partiet vil acceptere.
- Man må jo tænke og skrive lige nøjagtig, hvad man vil - bare ikke når man er DF'er, for så smitter det af på os alle sammen, siger Harry E. Madsen.
Partitoppen har også haft fat i Frank Nørgaard, der sidder i Randers Byråd for Dansk Folkeparti. Hør, hvorfor i indslaget øverst. Her kan du også høre, hvad DF's partisekretær mener om sagen.