75-årig totalt forvandlet
Fra nedslidt til topmoderne og energirigtig
En forvandlet 75-årig holdt i dag åbent hus. Det drejer sig om den over 75 år gamle Ringgaarden ved det gamle Amtssygehus, som netop har gennemgået én af de mest omfattende boligrenoveringer nogensinde i Aarhus.
Det ydre er bevaret, men inden i er de nedslidte og utidssvarende lejligheder nu topmoderne og energirigtige. Solceller på tagene bedrager til lejlighedernes strømbehov. Og så er rummene blevet større og mere lyse på grund af de store vinduespartier.
Og renoveringen var tiltrængt. Det var nemlig ikke længere så populært at bo i en af Ringgaardens 142 lejligheder.
- Det var for gammeldags. Der var ingen, der rigtig ville bo her mere - udover os der havde vænnet os til det, siger Nora Justesen, der er meget begejstret for sit nye hjem.
Interessen for boligerne ved Vestre Ringgade og Tage Hansens Gade er da også i den grad tilbage.
- Til de mest populære typer har vi på nuværende tidspunkt godt 3.000 personer på venteliste, fortæller direktør for Boligforeningen Ringgaarden, Palle Jørgensen.
- Man får helt moderne boliger inde midt i Aarhus. Ganske vist i en gammel krop.
Tag med til åbent hus i videoen øverst i artiklen.