Lang fejde bag drabsforsøg
Tre personer er varetægtsfængslet sigtet for drabsforsøg på en 51-årig mand i Nimtofte på Djursland
Ifølge Østjyllands Politi er det længere tids fejde mellem den 51-årige og de anholdte på henholdsvis 47, 40 og 22 år, som torsdag kort før middag kulminerede med et groft overfald på Stationsvej i Nimtofte.
Her mødte de tre mænd op hos den 51-årige og tæskede ham så voldsomt, at han blev kørt direkte på Aarhus Universitetshospitals Traumecenter, og at de tre mænd nu er sigtet for drabsforsøg.
- Det er personer, som kender hinanden og som har plejet omgang med hinanden, siger politikommissær Niels Bugge fra lokalpolitiet i Randers og fortsætter:
- Der har gennem en måneds tid været uenigheder og stridigheder mellem dem. Der har været flere ting indblandet i stridighederne, og der er også forskellige opfattelser af, hvad uenighederne går ud på.
Østjyllands Politi er i gang med efterforskningen af sagen, og her arbejdes der blandt andet ud for en teori om, at motivet skyldes gældsinddrivelse. Men det ligger endnu ikke fast, om det er den egentlig årsag til overfaldet.
- Vi arbejder med et motiv om gældsinddragelse, men vi har også hørt om andre mulige motiver, som vi derfor kigger på, siger Niels Bugge.
Den 51-årige har under overfaldet pådraget sig adskillige knoglebrud og hovedlæsioner, og ifølge politiet har gerningsmændene brugt forskellige våben.
- Der er brugt forskellige slagvåben, men mere kan jeg ikke sige om det, siger Niels Bugge.
Der blev angiveligt også fundet en pistol på stedet.
- Det har jeg ingen kommentar til, siger Niels Bugge, der dog fortæller, at han ikke har oplysninger om, at der skulle have været affyret skud på stedet.
Grundlovsforhøret fredag foregik bag lukkede døre af hensyn til den videre efterforskning, da politiet endnu ikke er sikre på, hvorvidt der er endnu en gerningsmand til overfaldet.
- Derudover skal vi have motivet på plads. Vi skal finde ud af grunden til, at de indfandt sig på adressen, og vi skal prøve at faslægge hvilke aftaler, der blev lavet indbyrdes mellem de tre inden overfaldet, siger Niels Bugge.
De tre mænd blev fredag varetægtsfængslet i fire uger, og ifølge politiet har ingen af dem kæret dommen.