Officielt: Khader er kandidat
Naser Khader stiller op til det kommende folketingsvalg
Den tidligere folketingspolitiker Naser Khader er nu klar til et comeback i dansk politik.
Sent tirsdag aften afslører han over for TV 2 | ØSTJYLLAND, at han stiller op til det kommende folketingsvalg for Det Konservative Folkeparti.
- Når man leger med ilden, så bliver man sommetider brændt. Men det går over, skriver Naser Khader blandt andet i sit opslag på Facebook.
Naser Khader stiller op i kredsene Aarhus Syd og Skanderborg, som folketingsmedlem Tom Behnke indtil nu har været valgt i. Kredsene bliver ledige, fordi Tom Behnke ikke har valgt at genopstille.
Se også: Rygte: Khader jagter comeback
Allerede i januar i år kunne TV 2 | ØSTJYLLAND fortælle, at der florerede rygter om, at Khader overvejede at stille op til Folketinget i Østjylland. Rygter, som han forsøgte at mane til jorden:
- Jeg har på nuværende tidspunkt ingen planer om at komme tilbage til dansk politik, sagde Naser Khader dengang til Ritzau.
Naser Khader forlod dansk politik i 2011 efter, at det ikke lykkedes ham at blive genvalgt til Folketinget for Det Konservative Folkeparti. Han fik tredjeflest stemmer i Københavns Omegns Storkreds og det var ikke nok til et mandat. Partiets eneste mandat gik i stedet til Benedikte Kiær.
Om baggrunden for sit comeback fortæller Naser Khader:
Se: Ekspert: Han er en stærk afløser
- De udfordringer Vesten og Danmark står overfor er efterhånden så store, at jeg føler, at jeg har en forpligtigelse til at bidrage med min viden og indsigt.
Naser Khader har også tidligere siddet i Folketinget for Radikale Venstre og Ny Alliance (nu Liberal Alliance), som han var med til at stifte i 2007 sammen med partiets nuværende leder Anders Samuelsen.
I morgen klokken 13 har Naser Khader indkaldt til pressemøde omkring sit kandidatur i Aarhus Konservative Vælgerforenings lokaler.