Lig fundet i pose på rasteplads
Forbipasserende gjorde et makabert fund lørdag formiddag
Østjyllands Politi er lørdag formiddag rykket ud til et makabert fund på en rasteplads på Væthvej ved Langå:
- Vi har fundet en stor plastiksæk, hvori der ligger et menneske-lig. Det er faktisk det eneste, jeg kan sige på nuværende tidspunkt, siger efterforskningsleder Jesper Bøjgaard fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Politiet blev alarmeret klokken 10.41 af en tilfældig forbipasserende:
Se også: Lig i pose var en kvinde
- Det er en almindelig borger, der kommer forbi og bemærker, at der ligger denne her plastikpose, siger Jesper Bøjgaard.
Det er endnu uvist, hvem den afdøde er, men Østjyllands Politi arbejder i øjeblikket på at danne sig et overblik over situationen:
- Forløbet fremad bliver, at nu skal vi lige have lavet de her undersøgelser og have en identifikation på det her menneske, som på en eller anden måde er kommet i en pose, siger efterforskningsleder Jesper Bøjgaard.
Politiet hører gerne fra folk, der kan have set noget i forbindelse med sagen. Man kan henvende sig til politiet på tlf. 114.
I videoen øverst på siden kan du se politiet arbejde på stedet og høre Jesper Bøjgaard fortælle mere om dagens fund og politiets arbejde på stedet.