Vestas-aktie ryger i vejret
Koncern skruer op for forventninger til årsregnskab
Vindmøllekoncernen Vestas opjusterer tirsdag forventningerne til regnskabsåret 2014, hvilket prompte blev belønnet med en kursstigning på aktiemarkedet.
Forventningerne til selskabets pengestrømme - cash flow - er nu 850 millioner euro mod et tidligere skøn på 400-700 millioner euro.
Forbedringen skyldes primært en udvikling i nettoarbejdskapitalen, der har været bedre end ventet, skriver virksomheden i en fondsbørsmeddelelse.
Som tidligere annonceret offentliggør Vestas årsrapporten for det forgangne regnskabsår 11. februar 2015.
Cash flow er helt centralt for værdiansættelsen af selskabet og repræsenterer udviklingen i en periode.
Investorerne kvitterede for nyheden ved at sende Vestas-aktien i vejret med en kursstigning på knap 14 kroner.
Efter opjusteringen sluttede aktien i 248,9 kroner svarende til en stigning på 4,6 procent i forhold til lukkekursen mandag og mod 235 kroner før meddelelsen.
Så sent som i november var Vestas ude at opjustere forventningerne til årets omsætning, selskabets pengestrømme og overskudsgraden.