Ulv set ved Silkeborg
Et vildtkamera har fanget endnu en ulv
21. dec 2014, kl. 13:26
Mere end 30 dage gammel
Et vildtkamera i en skov syd for Silkeborg har fanget et billede af en ulv.
Billedet et af en række billeder taget den 4. december. Det fortæller jæger Anders Vinther Hansen på sin blog, hvor man også kan se de øvrige billeder af ulven.
Ekstra Bladet har fået Thomas Secher Jensen, der er ulveekspert og seniorforsker på Naturhistorisk Museum, til at vurdere billederne, og han bekræfter, at det højest sandsynligt er en ulv.
- Det ligner meget en ulv. Den er langbenet, en lang hale og korte ører, så det lugter meget af ulv. Lokaliteten er absolut også realistisk, så jeg vil gerne blåstemple, at der er tale om en ulv, siger han til Ekstra Bladet.