Landsbyer dyster om pris
Fire østjyske byer er med i opløbet om pris
Fire østjyske landsbyer er med i kampen om at vinde Landsbyprisen 2014 i Region Midtjylland.
De fire landbyer er: Hylke i Skanderborg kommune, Sinding i Silkeborg kommune og Ørsted i Norddjurs Kommune. Dertil er nabolandsbyerne Asferg og Gassum i Randers Kommune nomineret i form af et samarbejde mellem de to byer.
Det er regionsrådet i Region Midtjylland, der til foråret skal uddele prisen, som også ledsages af en check på 150.000 kroner.
For at kunne komme i betragtning til prisen skal landsbyen eller gruppen af landsbyer højst have 2.000 indbyggere, og de skal kunne dokumentere deres resultater gennem de seneste tre-fem år. Resultaterne kan for eksempel være et stigende indbyggertal, større byggeprojekter, forskønnelse af byen eller andet.
I en pressemeddelelse begrunder Region Midtjylland valget af de i alt ni kandidater til prisen. Herunder følger lidt om hver af de østjyske landsbyer og årsagerne til, at de nu er med i kapløbet om Landsbyprisen.
Ørsted
Den nedlagte kro udgør nu rammerne for byens Kultur- og forsamlingshus. Da den daværende kro i 2013 blev sat til salg, indsamlede en arbejdsgruppe 1,5 mio. kroner til køb af kroen, der efterfølgende er blevet kultur- og forsamlingshus. Nedrevne kornsiloer har givet plads til etablering af et grønt byrum i midtbyen med beplantning, legeplads, scene til koncerter med videre.
Asferg-Gassum
Samarbejdet mellem de to nabolandsbyer Asferg og Gassum er især baseret på et samarbejde på idrætsområdet gennem Purhus Idrætsforening. I Asferg er der i 2014 blevet indviet en tilbygning til Træningshuset, der er et gymnastik- og aktivitetshus. Tilbygningen rummer samlingslokaler, fitnesscenter m.m. I Asferg er det via et lokalt anpartsselskab lykkedes at bevare en købmandsbutik. I Gassum er et nyt Kultur- og Aktivitetshus bygget i 2014, og det danner rammen for sportsaktiviteter og kulturelle arrangementer. Gassum-Hvidsten Kraftvarmeværk har bygget nyt halmfyret varmeværk, der siden december 2013 har leveret langt billigere varme end det naturgasfyrede værk. I begge byer findes der et betydeligt antal virksomheder og foreninger.
Hylke
Hylke har gennem de seneste fem år haft en fremgang i befolkningstallet, hvor bl.a. unge familier har bragt liv til byen. Gennem en lokal indsamling er der skabt grundlag for bevarelse af købmandsbutikken, ligesom en indsamling har været brugt til forskønnelse og renovering af forsamlingshuset. I samarbejde med Skanderborg kommune er der i 2014 taget initiativ til etablering af Hylke Multihus, der skal rumme de lokale foreningers aktiviteter. Det frivilligt drevne bibliotek får også plads i multihuset.
Sinding
Indbyggerne har etableret Sinding Rummet som ramme for udvikling og mange aktiviteter. Huset på 80 kvadratmeter er bygget i tilknytning til forsamlingshuset, og her findes bibliotekscafe og en netkøbmand - Sinding Samkøb. Bibliotekscafeen drives af seks frivillige og holder åbent hver fredag eftermiddag. Med den netbaserede købmand kan indbyggerner bestille varer til afhentning i Sinding Rummet.