Vandt efter gyserafslutning
Århus tæt på at sætte solid føring over styr
Århus Håndbold var onsdag aften tæt på at sætte to vigtige point over styr, da aarhusianerne på hjemmebane tog imod Team Tvis Holstebro.
Undervejs i kampen var Århus Håndbold foran med op til seks mål, men i det sidste kvarter lykkedes det de vestjyske gæster at bringe spændingen tilbage i opgøret.
Med fem minutter igen var aarhusianernes føring kun på et enkelt mål.
Heldigvis for Århus Håndbold kom gæsterne aldrig tættere på. Opgøret i NRGi Arena endte med en spinkel hjemmesejr på 23-21.
Med sejren rykker Århus Håndbold op på en midlertidig syvendeplads i mændenes håndboldliga. De otte bedst placerede hold kommer i slutspillet.
I kampen mod Team Tvis Holstebro blev Århus Håndbolds Rune Ohm topscorer med otte mål.