ARoS-udstilling præmieret
Modtager hæder og 100.000 kroner
Den Aarhus-baserede kunstner-duo Hanne Nielsen og Birgit Johnsen har netop modtaget en præmiering fra Statens Kunstfond for deres aktuelle udstilling på ARoS, Inklusion/Eksklusion.
Udstillingen introducerer 18 installatoriske videoværker fra 1994 og frem til i dag.
Værkerne tager ikke blot de besøgende med gennem et 20-årigt kunstnerisk samarbejde, men undersøger også aspekter af, hvad det vil sige enten at være inkluderet eller at være ekskluderet - at være 'inde i varmen' eller at være 'lukket ude'. Et emne, der løber som en rød tråd gennem Nielsen og Johnsens samlede produktion.
Udvalget hos Statens Kunstfond begrunder blandt andet deres præmiering således:
- Hanne Nielsen og Birgit Johnsen har en særegen evne til at indfange eller iscenesætte situationer som billeder og åbne deres filosofiske og formelle potentiale gennem videomediets tidslighed og rumlighed.
Med præmieringen følger 100.000 kroner.
Udstillingen kan ses på ARoS frem til den 18. januar.