14-årige anholdt efter røveri
På spiritus-rov i forretning
Tre drenge på 14 og 15 år blev fredag aften anholdt efter et røveri mod en forretning i det vestlige Aarhus.
Ifølge Østjyllands Politi stjal de tre drenge spiritus og juice i en forretning på Silkeborgvej i Åbyhøj.
Da ekspedienten opdagede tyveriet, skubbede den ene af drengene til ham og stak derefter af fra stedet.
Den mandlige ekspedient kontaktede straks politiet. Kort efter lykkedes det en politipatrulje at anholde de tre drenge kort derfra.
De to af drengene er 14 år gamle. Den sidste er 15.
- De er blevet sigtet og afhørt på politistationen, mens de sociale myndigheder var til stede. Da de er under 18 år, blev de senere overdraget til deres forældre, siger politikommissær Jens Rønberg fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Røveriet blev anmeldt til politiet kl. 20.53 fredag aften.