Vildt vintervejr forude
Storm og sne på vej mod Østjylland
Enkelte steder i Østjylland er de første snefnug torsdag så småt begyndt at dale ned fra himlen, og i løbet af fredag kommer der mere sne, men om aftenen tager blæsevejret til, og der vil være risiko for vindstød op til orkanstyrke enkelte steder.
- Fredag byder på blæsende vintervejr. Der vil være nedbør mange steder, og enkelte steder kan der komme sne. Det er nok primært i området omkring Silkeborg og ved Mols Bjerge, fortæller Anders Brandt fra TV2 Vejret.
I aftentimerne tager vinden til, og der venter et voldsomt blæsevejr i aften- og nattetimerne.
Det har fået DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, til at varsle vindstød af orkanstyrke i store dele af landet - heriblandt Samsø.
- Vindstød af orkanstyrke medfører, at tagsten blæser ned, store grene knækker, træer kan vælte og spærre bane- og vejstrækninger. Stor sandsynlighed for at broer må lukkes for trafik, oplyser DMI
Resten af Østjylland ser ud til at slippe lidt billigere. Her varsler DMI om vindstød af stormstyrke.
DMIs varsler gælder fra fredag eftermiddag klokken 17.00 og frem til midt på natten til lørdag.
Vinden vil tage af i løbet af weekenden, hvor der vil være chance for, at solen kommer til syne.
Du kan se hele vejrudsigten i videoen øverst på siden.