SIF har tidligere jagtet Poulsen
Ny træner et varmt navn ved forrige trænerskifte
Silkeborg IFs nyansatte cheftræner, Kim Poulsen, har tidligere været et varmt navn i den østjyske superligaklub.
Da Silkeborg sidst skiftede træner, endte det med, at klubben ansatte Jesper Sørensen. Direktør i Silkeborg IF Kent Madsen fortæller dog, at østjyderne allerede dengang undersøgte muligheden for at hente Kim Poulsen.
- Vi førte en række samtaler med ham og fik et rigtigt godt indtryk. Vi noterede os, at det kunne være rigtigt spændende at komme til at arbejde sammen med ham, når timingen var rigtig. Det var den ikke sidste gang, siger SIF-direktør Kent Madsen i TV 2 | ØSTJYLLANDs fodboldmagasin, Fodbold med Horup.
Silkeborg IF og Kim Poulsen blev dengang enige om, at den aarhusianske træner først skulle gøre sit arbejde som landstræner for Tanzania færdigt, inden han var en mulighed som træner i Silkeborg.
Med Silkeborg IFs sportslige nedtur i den forgangne efterårssæson kom planerne om at ansætte Kim Poulsen på bordet igen.
Se: SIF-boss: Vi står med ingenting
- Da vi igen kom i overvejelser om et skifte, var det meget naturligt for os at tale med ham. Jeg vil gerne understrege, at vi ikke har haft andre trænere i stolen til samtale i den forbindelse. Vi er gået rent efter, at Kim Poulsen skulle være vores nye træner, siger Kent Madsen.
I Fodbold med Horup har den fyrede SIF-træner Jesper Sørensen ikke mange kommentarer til, at Kim Poulsen tilsyneladende var førstevalget som cheftræner, da han sidste år selv blev ansat i klubben.
- Først og fremmest er der ikke nogen i Silkeborg, der ikke har ønsket, at jeg skulle lykkes med Silkeborg. Efter det må jeg gratulere Silkeborg med, at de har fået den træner, de godt kunne tænke sig.
Se mere om ansættelsen af Kim Poulsen i videoen øverst i artiklen. Se desuden hele Fodbold med Horup-udsendelsen her.