SIF-boss: Vi står med ingenting
Se et længere interview med Kent Madsen
Cheftræner Jesper Sørensen blev fyret, og samtidig blev en ny træner præsenteret, da der i går var store skiftedag i Silkeborg IF.
Dagen derpå fortæller klubbens direktør Kent Madsen i et længere interview med TV 2 | ØSTJYLLAND om klubbens fortid, nutid og fremtid.
Hvad angår den nære fortid, har dette efterår været dystert i Silkeborg IF. Klubben har ikke hentet én eneste sejr hjem i 17 kampe, og det er derfor kun blevet til fire point.
Kent Madsen afviser, at det dårlige resultat skyldes, at truppen har været for smal, fordi der ikke er blevet gjort de store indkøb på transfermarkedet.
Til gengæld mener han, at holdet har lidt under, at marginalerne ikke har været på Silkeborgs side i størstedelen af kampene, som han betegner som tætte:
- Det har ikke været så langt fra. Vi står bare med ingenting, og så er situationen, som den er, siger han.
Med det sorte efterår bag sig og en ny træner i form af Tanzanias tidligere landstræner, Kim Poulsen, i front, er håbet, at resultaterne i foråret vil blive bedre.
- Vi ved godt, at vi ikke har en trup, der skal kæmpe med om medaljer i Superligaen, men vi mener faktisk, at vores trup er god nok til, som minimum, seriøst at kæmpe med om at blive i Superligaen. Lige nu er vi langt væk fra det, siger Kent Madsen.
Forventningen er, at Silkeborg IF kommer ud af 2014 med et underskud i omegnen af 18-19 millioner kroner.
Se hele interviewet med SIF-direktør Kent Madsen, hvor han blandt andet fortæller om valget af den nye cheftræner Kim Poulsen.