Familie vil ikke flytte væk
Lejemål ophævet på grund af ildspåsættelse
Tre familier i Gellerupparken i Aarhus fik i november måned besked om at flytte ud af deres lejligheder.
Det skete, fordi tre beboere er blevet dømt for brandstiftelse i en af boligforeningens bygninger, og derfor er de dømte personer og deres familier nu ikke længere velkomne i Brabrand Boligforening.
Beslutningen om udsmidning møder nu modstand. Den ene af familierne har valgt at gøre indsigelse mod boligforeningens ophævelse af lejemålene. Det fortæller direktør for Brabrand Boligforening, Keld Laursen, til TV 2 | ØSTJYLLAND:
- Vi har ikke modtaget nogen stævning, men de har rettet henvendelse til boligforeningen omkring deres indsigelse. Hvis de ikke er enige, kan de tage et retsligt skridt, siger han.
Alle familierne havde oprindeligt frist frem til torsdag den 11. december i år, hvor de skulle være flyttet ud af deres lejligheder. De to andre familier har imidlertid fået forlænget fristen:
- Vi ville gerne have, at de havde mulighed for at finde en anden bolig, siger Keld Laursen.
Det er ikke første gang, at Brabrand Boligfoening har smidt familier ud af deres lejligheder. Tilbage i oktober 2008 satte seks beboere fra Gellerupparken ild til børnehaven Viben og blev senere dømt for brandstiftelse.
De dømte og deres familier fik ligeledes deres lejemål ophævet og valgte derfor at gå rettens vej, fordi de ikke mente, at afgørelsen var berettiget. Sagen blev anket til både Landsretten og Højesteret, som 2013 endte med, at Højsteret gav Brabrand Boligforening medhold.