- En genfødsel af Gellerup
Rådmand glæder sig over bypark til 100 mio. kr.
Beslutningen om at etablere en helt ny bypark til 100 mio. kr. i Gellerup, kan blive en ny begyndelse for det ellers så hårdt plagede område i det vestlige Aarhus.
Det mener rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R), der selv bor i Gellerupparken.
- Jeg håber på, at det her kommer til at tegne et helt andet billede af Gellerup. Et Gellerup, der kommer til at løfte i flok sammen med resten af byen, siger den aarhusianske rådmand til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I alt er tre forskellige forslag til en ny bypark blevet vurderet. Den endelige vinder blev afsløret onsdag middag.
Den nye bypark bliver på størrelse med 27 fodboldbaner. I vinderforslaget er der lagt særlig fokus på, at parken skal være tryghedsskabende.
Se: Her er Gellerups nye bypark
- Et stort tillykke til beboerne i Gellerup og Toveshøj og til resten af byen. Ikke alle troede, at det her kunne lade sig gøre, men nu står vi midt i det. Vi skal i gang med en fantastisk bypark og de fantastiske muligheder, der bliver skabt med en ny bygade og 1.000 arbejdspladser, siger Rabih Azad-Ahmad.
- Man fortsætter noget af det gode arbejde, der har været i den seneste tid. Det er samtidig en genfødsel af Gellerup og Toveshøj, for hele området bliver gentænkt i forhold til arkitektur og tryghed. På mange måder er det en genfødsel.
Den kommende bypark kommer blandt andet til at bestå af et sportscampus, en legehave og en helt ny plads foran Bazar Vest.
Det første spadestik til Aarhus' nye bypark bliver taget i 2015.
I videoen øverst i artiklen kan du se et interview med rådmand Rabih Azad-Ahmad, der jubler over udsigterne til en ny bypark i Gellerup.