Snart bliver det varmere
Temperaturerne stiger frem mod weekenden
De seneste dage har budt på gråvejr og temperaturer lige over frysepunktet, men frem mod weekenden vender varmen tilbage.
- Solen havde tirsdag svært ved at finde vej gennem skyerne. Onsdag har vi forhåbninger om, at der kan komme lidt brud i skydækket. En frontzone bevæger sig ned over dele af Østjylland, og det kan give lidt omrøring i skydækket, og derfor kan solen komme lidt mere frem, siger Thomas Mørk fra TV 2 Vejret.
Onsdag byder på temperaturer på omkring de to-tre grader uden nedbør, og torsdag kommer vejrmæssigt til at minde om onsdag.
Men så begynder temperaturen at stige.
Fredag bliver skyet med risiko for regn, men temperaturerne kravler op på omkring de fem grader. Og i weekenden vil der blive omkring otte grader i dagtimerne, ligesom nattefrosten for en tid bliver erstattet af plusgrader.
Du kan se hele vejrudsigten i videoen øverst på siden.