Låste sig inde i solcenter
Indbrudstyv ville gemme sig for politiet
Østjyllands Politi måtte onsdag bryde døren op til et solcenter, da en formodet indbrudstyv havde låst sig inde.
Onsdag middag fik Østjyllands Politi en anmeldelse om et indbrud i Hasle ved Aarhus. En person havde opdaget indbrudstyven og skræmt ham væk fra stedet.
Flere politipatruljen blev sendt ud til området, og en politihund fik færden af indbrudstyven. Hunden fulgte sporene, som sluttede ved Frydenlund Centret.
Herefter gik betjente ind i centret, hvor de så en person, som passede på det signalement, som anmelder havde oplyst i forbindelse med indbruddet.
- Manden gik ind i et solcenter og låste døren bag sig. Da han på trods af flere opfordringer ikke ville åbne døren, blev døren brudt op og pågældende blev anholdt, oplyser Østjyllands Politi.
Inde i solcentret kunne politiet konstatere, at manden var i besiddelse af tyvekoster et indbrud i en villa i Hasle og dels fra et indbrud begået i Aalborg.
Manden bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.