Studerende vil stoppe møde
Studerende fra Aarhus Universitet laver blokade
Studerende fra Aarhus Universitet har den seneste tid vist deres utilfredshed med regeringens såkaldte dimensioneringsplan og fremdriftsreform.
Det har de gjort ved at lave blokader ved rektoratsbygningen, hvor politiet sendte dem væk fra natten til tirsdag.
Onsdag er turen så kommet til Stakladen, hvor de studerende blokerer kvalitetsudvalgets konference, som skulle have startet omkring middag.
- Vi opretholder blokaden lige nu, der er kommet nogle mennesker ind i Stakladen, men mødet er ikke gået i gang endnu, siger Søren Mau, der er studerende på Aarhus Universitet og en af initiativtagerne til Et Andet Universitet.
Han fortæller, at de studerende har forsøgt at spærre alle indgangene til Stakladen, og at der er mødt omkring 150 personer op til blokaden.
- Vi bliver her, indtil mødet er aflyst, siger Søren Mau.
Ifølge Aarhus Universitet vil mødet - lettere forsinket - begynde alligevel.
- Der er kommet en del personer ind i Stakladen, men der er også en del personer, som ikke er kommet ind. Mødet begynder nu, siger Anders Correll, der er pressechef på Aarhus Universitet.
Aarhus Universitet har nu bedt Østjyllands Politi om hjælp.
Se: Studerende vil protestere igen
- Vi har været nødt til at bede politiet om at komme og skaffe adgang. Vi har også andre arrangementer og aktiviteter, hvor folk skal kunne komme frem og tilbage, siger Anders Correll.
Han fortæller, at der var en episode, hvor nogle personer forsøgte at komme ind i Stakladen, men da de studerende fra blokaden opdagede det, løb de derhen for at lukke dørene.
- Her var der nogle, der blev klemt, siger Anders Correll.
Han mener, at Aarhus Universitet gennem hele forløbet de seneste dage har orienteret de studerende om, hvad de har gjort, og om hvornår politiet er blevet tilkaldt.
- Vi har også fortalt dem, at de gerne må demonstrere og have bannere heroppe, men at de ikke må blokere dørene, siger Anders Correll.
Han fortæller, at der er en enkelt politimand til stede ved Stakladen.