Rotteboom i Østjylland
Det vrimler med rotter på grund af det gode vejr
Mange østjyder får for tiden besøg af små pelsede skadedyr.
Det vrimler nemlig med rotter i Østjylland. Sådan lyder vurderingen fra Claus Schulz, der er teknisk chef i Rentokil Skadedyrskontrol:
- Der er rigtig mange rotter i år, det er der, og jeg tror, det skyldes klimaet, at vi simpelthen får så mange rotter ind. Så derfor oplever vi et stort rotteboom lige nu, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se også: Se: Sådan undgår du rotter
Den milde vinter og forår, varme sommer og efterår betyder, at rotterne har haft mulighed for at flere kuld end de plejer:
- Når man er rotte, så betyder det jo også, at man får en otte-ti unger ad gangen, så derfor har det stor betydning, siger Claus Schulz.
Rotter er ofte smittebærere af over 40 sygdomme, som de kan smitte mennesker med. Derfor har man pligt til at indberette det til kommunen, hvis man har rotter:
- Det, der er træls ved rotten, er, at den har ikke en blære ligesom og mennesker, hvor den så bliver fyldt, og så sætter den sig og tisser et eller andet sted - men overalt, hvor den går, der drypper den små dråber af urin fra sig, og i denne her urin er den form for smitte, forklarer Claus Schulz.
Eksperterne frygter, at der vil komme endnu flere rotter i husene, når det bliver frostvejr.
Se mere i videoen øverst på siden, hvor du også kan følge Hans Brøste, der er servicemedarbejder i Rentokil Skadedyrskontrol, på opgave.