Politiet: Rolig weekend
Julefrokoster har ikke givet travlhed
Selv om de første julefrokoster blev afholdt i denne weekend, er både fredag og lørdag nat forløbet mere end almindeligt roligt i både Aarhus, Randers og Grenaa.
Sådan lyder meldingen fra politiet, efter at der nu kan gøres status efter årets første julefrokost-weekend.
Ifølge Østjyllands Politi har der både fredag og lørdag været yderst stille i nattelivet i samtlige større byer i politikredsen.
- Det har været en meget, meget rolig weekend. Vi har slet ikke mærket noget til de julefrokoster, der har været, siger vagtchef Per Bennekov til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge vagtchefen er der dog traditionelt færre julefrokoster i denne weekend i forhold til de kommende weekender. Derfor er der muligvis udsigt til, at politiet får mere travlt i de uger, vi går i møde.
- Det er som om, at folk varmer op til de helt store julefrokost-weekender, siger Per Bennekov.