Masser af regn og blæst
Sådan bliver vejret i de kommende dage
Det bliver en regnfuld søndag med byger i hele landsdelen.
Især bliver det regnfuldt i Silkeborg og Randers lyder det fra TV 2 Vejrets Peter Tanev.
- Jo længere man kommer mod syd og sydøst, jo bedre er chancerne altså for noget tørvejr, siger han.
Der er størst chancer for tørvejr omkring Ebeltoft og Grenaa samt på Samsø.
Temperaturerne kommer til at ligge på omkring 7-8 grader, men vinden bliver frisk til hård. Derfor er det måske oplagt at tilbringe søndagen indenfor:
- Så er der vel nogle museer, eller brætspil, der ikke har været ude endnu i november, siger Peter Tanev.
Også mandag ser ud til at byde på regnvejr de fleste steder, men så kommer der formentlig et ophold i regnen frem til torsdag, hvor et nyt frontsystem nærmer sig.
Se hele vejrudsigten i videoen øverst på siden.