Mister medlemmer
Idrætsforeninger mærker skolereformen
Skolereformen har rundet sine første 100 dage og nu mærker flere idrætsforeninger for alvor konsekvenserne.
I dag siger flere foreninger til TV 2 | ØSTJYLLAND, at de tydeligt kan mærke, at forældrene melder deres børn ud af klubben, alene fordi den nye skolereform giver længere skoledage.
- Vi oplever i øjeblikket en medlemstilbagegang i nogle af vores idrætsforeninger, og de begrunder det i skolereformen, siger Henrik Stampe, der er sekretariatschef i Idrætssamvirket i Aarhus.
Et af de steder, som mærker medlemsflugten er Højbjerg Badminton Klub.
- Det betyder konkret, at vi kan se, at vi har mistet 38-39 medlemmer fra sidste sæson. Det presser en forening som vores. Det siger sig selv, siger klubbens formand, Michael Locht.
Og mister man medlemmer, så mister man også indtægter. I Højbjerg Badminton Klub har medlemsflugten indtil videre betydet et minus på 60.000 kroner.
Midtjysk Rideklub i Hammel er et af de steder, der også har fået skolereformen at føle. Se mere om det i indslaget øverst.