Midlertidige boliger en succes
Delelejligheder i Gellerup til studerende hitter
4.137.
Så mange overnatninger blev det til i de midlertidige studieboliger, som Aarhus Kommune sammen med flere aktører i år har kunnet tilbyde nye studerende i Aarhus under navnet "Startup Housing".
- Det er glædeligt, at den udvidede ordning med de midlertidige boliger har været en succes, fortæller Rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz, i en pressemeddelelse.
Kommunen havde sidste år begrænset succes med kun at opstille skurvogne til de unge studerende. Blot 1912 overnatninger blev det til. Derfor oprettede de i år et samarbejde med bl.a. Brabrand Boligforening og Brandskolen i Skejby, for at kunne tilbyde mere til de nyankommende studerende.
Den plan lader nu til at have haft effekt.
- Vi har fået rigtig mange positive tilkendegivelser fra både danske og udenlandske studerende, og kan med glæde konstatere, at vi er med til at gøre en forskel for de studerende, fortæller direktør i Studenterhus Aarhus, Anne Thorø Nielsen.
Den store interesse for de midlertidige boliger, har for nogle at de studerende også givet en mere permanent løsning. I flere af de midlertidige lejemål i Gellerup, har de studerende valgt at bosætte sig permanent i lejlighederne.
- Det er jo altid rart, at få lejet nogle boliger ud, men vi er samtidig med til at skabe en positiv effekt på et boligmarked, hvor mange unge bliver mødt med vilkår, som er nærmest umulige. Her får de en mulighed for rent faktisk at få en bolig, der er til at betale, fortæller direktør for Brabrand Boligforening, Keld Laursen til TV 2 | ØSTJYLLAND
Selvom de midlertidige boliger er en succes, er det dog kun en løsning på kort sigt.
- Søgningen på de midlertidige boliger viser også, at der er behov for at vi fortsat bygger nye boliger, fortæller Kristian Würtz.