Pris til landmand og sørøver
Modtager prisen som Årets Meningsdanner
Landmandsparret Søren Sørøver & Lone Landmand modtog torsdag prisen som Årets Meningsdanner fra Dyrenes Beskyttelse, for deres indspark om dyrevelfærd i den offentlige debat.
- Den er vi meget stolte af, siger Søren Sørøver til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det er rart, at folk sætter pris på det vi gør. Vi formidler vores tanker og levevis, og det er jo fantastisk, at folk er glade for det.
Parret blev stemt helt til tops i kategorien Årets Meningsdanner på baggrund af denne nominering:
Søren Sørøver & Lone Landmand
Landmanden og Sørøveren, som parret også omtaler sig på deres fælles blog, er kendt for deres skarpe meninger om dyrevelfærd og ikke mindst for at indrette deres egen tilværelse i overensstemmelse med deres holdninger. På bloggen lonelandmand.dk sætter de fokus på landbrugsdyrenes kår, fortæller om deres eget liv og inspirerer med opskrifter og tanker.
Søren Sørøver og Lone Landmand nomineres for på forbilledlig vis at leve i pagt med dyr og natur og samtidig inspirere deres mange følger til at gøre det samme. Med deres skarpe indlæg er ingen i tvivl om, hvad man selv kan gøre for at forbedre forholdene for dyrene i produktionen via egen adfærd.
Lone Landmand er netop aktuel med bogen 'Mad versus Fødevarer', hvor hun angriber det konventionelle landbrug, som hun mener både gør mennesker og dyr syge.