Godt nyt til øerne
Nyt lovforslag sikrer billigere godstransport
Der er godt nyt til Samsø, Tunø, Anholt og Endelave. Transport af gods til og fra landets småøer og ø-kommuner bliver nemlig markant billigere.
Det er regeringen og partierne bag Vækstpakke 2014, der er blevet enige om at sænke priserne på godstransport til øerne. Partierne vil øremærke et tilskud til at nedsætte godstaksterne med 80 procent i gennemsnit.
Der er derudover opnået enighed om at kigge nærmere på, hvordan ø-kommuner og småøerne kan opnå billigere og bedre transport til fastlandet for biler og personer.
Ordningen vil omfatte færgerne til en række småøer samt Læsø, Samsø, Ærø, Fanø og Bornholm. Gruppen af småøer omfatter Sejerø, Nekselø, Orø, Agersø, Omø, Askø, Femø, Fejø, Baagø, Avernakø, Lyø, Bjørnø, Birkholm, Strynø, Drejø, Skarø, Hjortø, Aarø, Barsø, Endelave, Hjarnø, Venø, Anholt, Tunø, Fur og Egholm.
- Jeg er glad for, at det er lykkedes at opnå bred enighed med de politiske partier om en markant reduktion af færgetaksterne for godstransport til og fra en lang række øer. Det giver virksomhederne på øerne en saltvandsindsprøjtning, og det vil være med til at forbedre mulighederne for lokalsamfundene, siger økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard (R) i en pressemeddelelse.
- Jeg er også tilfreds med, at vi nu får set nærmere på, hvordan transporten til øerne kan gøres bedre og billigere for personer og biler.
Der vil blive fremsat lovforslag om nedsættelse af færgetakster for godstransport til og fra danske småøer og ø-kommuner, så den nye ordning kan træde i kraft med virkning fra den 1. juni 2015.
Bag forslaget står regeringen, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Dansk Folkeparti.