Vilde med kostskoler
Har oplevet fremgang på 50 procent
Det er blevet moderne at gå på kostskole.
På to år er antallet af kostskoleelever på Rønde Gymnasium på Djursland steget med 50 procent. På grund af den øgede tilstrømning har den østjyske kostskole været nødt til at udvide for at have plads til alle.
Mange af eleverne har været så glade for at gå på efterskole i Rønde, at de vælger at fortsætte på gymnasiet som kostskoleelev.
Skolens popularitet glæder rektor på Rønde Gymnasium Sven Gaardbo:
- Jeg er rigtig, rigtig glad for, at kostafdelingen er fyldt op. Jeg synes, det er et attraktivt tilbud til de unge. Det er ved at blive kendt blandt de unge, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I alt er der 76 elever på Rønde Gymnasiums kostafdeling. For første gang nogensinde har gymnasiet flere måneder inde i skoleåret fortsat elever på venteliste.
På landsplan har størstedelen af kostskolerne også oplevet en stigning i antallet af elever.
Mød kostskoleeleven Michael Dib Jensen og hør mere om Rønde Gymnasiums succes i tv-indslaget øverst i artiklen.