Buschauffør sparket og trådt på
Overfaldet af unge - nu er han sygemeldt
- Jeg blev trukket ud af bussen, smidt på asfalten, sparket i ryggen og trådt på, fortæller en buschauffør fra Aarhus
Episoden fandt sted for en uge siden, hvor chaufføren var på arbejde i linje 1A.
Buschaufføren ønsker at være anonym, så vi kalder ham Erkan og skruer tiden tilbage til fredag aften for en uge siden.
Her kom Erkan kørende i linje 1A ved Pilegårdsvej i Hasselager ved Aarhus omkring klokken 22.30. Turen fra Lystrup havde været stille og rolig, men på et tidspunkt stod en gruppe feststemte danske unge ind i bussen.
- De drejede på en knap, som laver en nødåbning af dørene i bussen, da de skulle af. Det er noget, vi oplever ofte, så jeg tænkte: Åh nej, ikke igen, siger Erkan.
De unge forlod bussen, og da Erkan havde lavet den bagerste dør, gik han op for at køre videre, men det kunne han ikke, da den midterste dør også var åbnet med en nødåbning.
- De unge stod ikke så langt væk fra bussen, så jeg bad dem om ikke at lege med dørene, fortæller Erkan.
Det fik en af de unge til at gå hen mod bussen, hvor han forsøgte at hive Erkan ud af bussen, men det lykkedes ikke. I stedet endte den unge mand inde i bussen.
Overfaldet
- Jeg blev chokeret. Han løftede sin arm truende, som om han ville slå mig. Jeg forsøgte at holde hans arme og fortælle ham, at han ikke skulle slå mig, siger Erkan.
Men så kom flere af de unge hen til bussen.
- De fik fat i mig og væltede mig ud af bussen. Jeg røg i jorden, hvor jeg blev sparket, slået og trådt på. Det hele gik hurtigt, og jeg var dybt chokeret. De unge stoppede, da der kom en mand hen for at hjælpe mig, fortæller Erkan, der blev kørt på skadestuen efter overfaldet og har fået sår flere steder på kroppen, ligesom hans venstre skulder stadig gør ondt her en uge efter.
Han er nu sygemeldt fra sit arbejde som buschauffør, ligesom han har taget imod et tilbud om psykologhjælp for at bearbejde episoden.
Politi: Persongruppe under mistanke
Hos Østjyllands Politi bekræfter man episoden, som politiet er i gang med at efterforske.
- Vi efterforsker sagen lige nu, hvor chaufføren er blevet tildelt slag og spark. Vi har videoovervågningen fra bussen, og vi har en mistanke om, hvem det kan være, og vi har en persongruppe under mistanke, siger politiassistent Marianne Morgen fra Østjyllands Politi.
Erkan har været buschauffør i otte og et halvt år, og han har én gang tidligere været udsat for en ubehagelig episode, hvor en person sparkede ud efter ham i bussen.
Sygemeldt fra arbejde
Han undrer sig over, hvad der får folk til at overfalde buschauffører.
- Hvad er det for nogle mennesker? Hvad har jeg gjort dem andet end at betjene dem og forsøge at give dem så god en service som muligt? spørger Erkan.
Han ved endnu ikke, hvornår han er klar til at vende tilbage til arbejdet som buschauffør.
- Jeg har ikke lyst lige nu, men jeg håber, at det går over snart. Jeg skal lige over det her både fysisk og psykisk først, før jeg kan vende tilbage, siger Erkan.
Se tv-indslag om hændelsen ved at klikke på billedet over artiklen.