To tragiske dødsfald
En kvinde og en mand fundet døde i Egå
Østjyllands Politi modtog i morges et alarmopkald om fundet af en livløs person på en adresse i Egå i Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi.
Da politiet ankom til stedet klokken 9.14, blev husets to beboere fundet døde. Der er tale om en 56-årig kvinde og en 56-årig mand.
De foreløbige tekniske og retsmedicinske undersøgelser tyder på et tragisk familiedrama.
Politiets teori er, at den 56-årige mand har slået den jævnaldrende kvinde ihjel, hvorefter han har begået selvmord.
Afhøringer i sagen tyder desuden på det samme, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelselse.
De pårørende er underrettet om dødsfaldene.
Huset, hvor den tragiske episode fandt sted, ligger ifølge flere medier nær stranden i et velhaverkvarter.