Frivillige hjælper til på skoler
Tager ikke arbejde fra andre, mener skole
På Højvangskolen i Aarhus hjælper en gruppe frivillige skoletanter og skoleonkler til i de mindste klasser.
- Det giver mig noget at komme efter og gå efter, nu hvor jeg er pensionist og ikke har så meget mere, og mine børnebørn bor langt væk. Så kan det godt være rart at komme ud på den måde, siger Lena Nørgaard Andersen, der er frivillig på Højvangsskolen.
Hun er en del af en gruppe på 11 frivillige, som kalder sig skoleonkler og skoletanter. En dag om ugen kommer de og hjælper til hos de yngste elever.
- Det er i matematik og dansk. Jeg læser med dem, og hvis der er en, som er ked af det eller noget andet, så er jeg den, der træder til, så lærerinden ikke skal gå fra alle de andre børn. Så kan jeg støtte på den måde, siger Lena Nørgaard Andersen.
I sidste uge kunne vi her på TV 2 | ØSTJYLLAND fortælle, at der i Østjylland er omkring 7.000 frivillige på ældreområdet, og det er ikke det eneste område, hvor de frivillige er eftertragtet.
På hjemmesiden frivilligjob.dk findes der mere end 300 jobopslag til frivillige i Østjylland. Det gælder alt lige fra havearbejde til bankrådgiving. Og det er især kommunerne, der har fået øjnene op for den frivillige arbejdskraft, og det stiller nye krav til de gængse frivillige foreninger.
- Det er da klart, at de frivillige organisationer nok bliver nødt til at stramme sig an, fordi at der er flere aktører, som har brug for at der kommer nogle mennesker og giver de eksisterende professionelle et boost, siger Tina Kjær, der er kommunikations- og projektkonsulent hos Frivilligcenter Aarhus.
På Højvangskolen ved Aarhus mener Helle Albrechtsen, der er konstitueret pædagogisk leder, ikke, at de frivillige tager job fra andre.
- Nej, det gør de ikke. For det første er de her meget få timer i løbet af en uge. De er her to til fire timer i løbet af en uge hver. Og man kan sige, at der ikke ville være nogle personer i stedet for dem, så det gør de ikke, siger hun.
Også på andre skoler i Østjylland hjælper frivillige til.
Du kan se mere om de frivillige i indslaget øverst i artiklen.