- Så skal Bente ikke sidde alene
Kommune vil nu have dobbelt så mange frivillige
Omkring 300 personer arbejder i dag frivilligt i Randers Kommune, men det tal skal gerne hæves til 600 i løbet af foråret. Sådan lyder det i dag fra direktør i Sundhed og Ældre i Randers Kommune Erik Mouritsen.
Havevandring er en del af Randers Kommunes ordning, hvor privatpersoner ganske frivilligt og gratis hjælper til i ældreplejen.
En af de borgere, der gerne giver et nap med, er Rikke Mailund Mikkelsen. Sammen med sin 8 måneder gamle søn, Lasse besøger hun ugentligt 69-årige Bente Nielsen og går ture i sansehaven på Kildevang Plejecenter i Langå.
- Så behøver Bente ikke sidde alene, og for os er det et dejligt afbræk i hverdagen. Det giver mig virkelig meget. Der er mange ensomme herude og det er lange dage at sidde alene. Det går lige i hjertet på mig, siger Rikke Mailund Mikkelsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I Randers Kommune har man sammen med det professionelle plejepersonale fundet ud af hvor grænserne for frivilligt arbejde går, men i fremtiden er der mulighed for at disse grænser flyttes, lyder det fra direktør i Sundhed og Ældre i Randers Kommune Erik Mouritsen.
Mød 69-årige Bente Nielsen, der er glad for de ugentlige gåture, ved at klikke på videoen øverst i artiklen.