Vil hjælpe skilsmissebørn
Ti folkeskoler med i nyt projekt
Flere børn skal komme godt videre efter forældrenes skilsmisse, mener Randers kommune. Derfor starter et nyt projekt, "Delebørn - Hele børn," på ti folkeskoler i Kommunen.
I den forbindelse har lærer været på efteruddannelse, så de nu er klar til at tilbyde samtalegrupper til børn, der har oplevet, at deres forældre er gået fra hinanden.
- Vi begynder nu med at udbyde samtalegrupperne som valgfags-kurser i udskolingen, hvor elever, der har behovet, frivilligt kan deltage. Ofte får børnene ikke sat ord på deres følelser og tanker, når forældrene bliver skilt. I samtalegrupperne har eleverne mulighed for at få sat ord på deres følelser og oplevelser med skilsmissen - samtidig med at de kan dele det med ligestillede, siger Anne Vindberg-Larsen, der sammen med to andre lærere på Nørrevangsskolen er koordinator for projektet, i en pressemeddelelse.
Samtalegrupperne skal blandt andet have fokus på den utryghed og følelse af ansvar og ensomhed, som børn kan opleve i forbindelse med, at forældrene bliver skilt.
- En skilsmisse skal betragtes som en livskrise både for børn og voksne. De voksne kan have svært ved at se børnenes behov i en livskrise, hvor børnene ellers har brug for dobbelt så meget opmærksomhed. Selv om det er blevet meget udbredt at blive skilt, må man ikke undervurdere, at det stadigvæk er det enkelte barns verden, der bryder sammen, siger Anne Vindberg-Larsen.
Omkring hvert tredje barn i Danmark oplever, at forældrene går fra hinanden inden barnet er fyldt 18 år.
Projektet i Randers Kommune forventes at omfatte mindst 350 skolebørn i alderen 8 til 16 år i løbet af de kommende tre år.