Kritik af dårlig kommunikation
Derfor kommer borgerne i klemme i systemet
Hvert år kommer der sager frem med borgere, som er kommet i klemme i det kommunale system.
TV 2 | ØSTJYLLAND kunne så sent som i går aftes fortælle historien om 55-årige Annegrete Chrestensen fra Auning, som på den ene side får bevilliget mere hjemmehjælp, mens hun på den anden bliver mødt med krav om arbejdsprøvning.
Læs også - Annegrete: Det er frustrerende
Netop denne type sager opstår, når forvaltningerne i kommunen ikke taler sammen, lyder det fra Ulf Harbo, som er byrådsmedlem for Enhedslisten i Norddjurs Kommune og samtidig fungerer som bisidder.
- De taler simpelthen ikke sammen. Der kan sidde en visitator i myndighedsafdelingen, der siger: "Hun har brug for hjælp. Hun kan ikke selv vaske sit hår. Derfor giver vi hende noget hjemmehjælp". Samtidig sidder der en sagsbehandler, der er underlagt nogle meget dårlige socialt faglige strukturer i jobcentret, siger Ulf Harbo til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den dårlige kommunikation får i nogle tilfælde den konsekvens, at borgerne ikke får afklaret deres jobmæssige situation.
Ifølge bisidder Ulf Harbo er det særligt jobcentret, som ikke formår at inddrage de øvrige afdelinger i kommunen.
- De (jobcentret, red.) er faktisk fuldstændig ligeglade med myndighedafdelingen, siger han.
Du kan se hele interviewet med Ulf Harbo i videoen øverst på siden.