Skrev bog under barsel
Jeanette Varberg modtager årets Rosenkjærpris
Museumsinspektør Jeanette Varberg fra Moesgaard Museum er dette års modtager af Rosenkjærprisen. En pris, som hvert år hædrer en forsker eller kulturpersonlighed, der har formået at formidle et vanskeligt emne på en let forståelig måde til et bredt publikum.
Dermed bliver Jeanette Varberg den yngste nogensinde til at modtage DRs prestigefyldte Rosenkjærpris.
Hun får blandt andet prisen for sin bog "Fortidens slagmarker", hvor hun fortæller historier om krig og konflikter lige fra stenalderen til vikingetiden.
Og den bog er blandt andet skrevet, da hun var på barsel med sig andet barn.
- Som regel, når man får et barn, tænker man, at man har ammehjerne, at man skal se serier og den slags, og at man er fuldstændig smadret. Det var jeg også, men jeg havde også en ambition om, at jeg gerne ville skrive en bog. Så især da mit andet barn kom til verden, og han var 14 dage gammel, da lagde jeg ham over i liften for at sove eftermiddagslur, mens jeg så satte mig ved computeren og begyndte at skrive igen. Så det var helt fast, at jeg skrev hver eftermiddag, selvom jeg havde en nyfødt dreng, siger Jeanette Varberg.
Den 36-årige arkæolog har siden hun var barn interesseret sig for fortiden og de mange mysterier.
- Som barn syntes jeg, at det var enormt spændende med pyramiderne og nogle skjulte tempelbyer i Mexicos skove. Der var en masse mysterier og en masse spændende ting. Så glemte jeg det lidt igen, men da jeg så skulle vælge min studieretning, var jeg ikke i tvivl om, at det var arkæologien, jeg gerne ville vende tilbage til, siger Jeanette Varberg.
Tidligere har blandt andre Johannes Møllehave, hjerneforsker Peter Lund Madsen og journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen modtaget prisen.
Med prisen følger også 50.000 kroner. De penge vil Jeanette Varberg bruge på en ferie sammen med sin mand og to børn.
Du kan se mere om Jeanette Varberg i indslaget øverst på siden.