SIF utilfreds med nederlag
Føler sig snydt for straffespark mod FCV
Det er som om stimen af nederlag og uafgjorte kampen ingen ende vil tage for Superliga-oprykkerne fra Silkeborg.
Igen i aften tabte Silkeborg IF en vigtig kamp om pointene. Denne gang til FC Vestsjælland, som ellers også har haft svært ved at vinde kampe.
Silkeborg IF tabte kampen 1-2 efter, at holdet kom bagud bare otte minutter inde kampen. Det lykkedes dog i 41. minut for Nicolai Agger at udligne, inden Rasmus Festersen kort inde i anden halvleg bragte vestsjællænderne foran med 2-1.
Dermed har Silkeborg ikke vundet en eneste kamp i denne Superliga-sæson. 12 kampe er det blevet til indtil videre, hvor de otte er tabte og de fire er uafgjorte.
Hvis man spørger anfører Frank Hansen var dommerens præstation i aften i høj grad medvirkende til kampens resultat.
Se også: SIF: Fatter ikke det blev dømt
- Jeg synes, det er pisse ringe og til at brække sig over, at det skal afgøres på sådan noget igen, siger Frank Hansen til TV 3 Sport efter kampen og hentyder til flere situationer i kampen, hvor der kunne være dømt straffespark til Silkeborg.
Også cheftræner Jesper Sørensen udtrykte efter kampen utilfredshed med, at kendelserne endnu engang gik imod Silkeborg. Blandt andet i en situation i første halvleg, hvor han mener, der skulle være dømt straffespark mod den tidligere AGF-spiller Anders Kuhre.
- Jeg synes jo, der er straffespark, men det synes dommeren ikke, siger træner Jesper Sørensen til TV 3 Sport og fortsætter:
- Vi kunne da godt tænke os noget medgang.
Efter kampen mod FC Midtjylland i søndags sig følte Silkeborg IF sig også snydt. Du kan læse mere om hvorfor ved at klikke her.
Silkeborg IF ligger fortsat allernederst i tabellen med bare fire point.