Horsens vinder lokalopgør
Formår at holde AGF fra hjemmebanesejr
Det blev en meget tæt kamp mellem de to oprykningskandidater AGF og AC Horsens her til aften.
Det var dog AC Horsens, som trak det længste strå og fik sat hele to mål i kassen til en sejr på 2-1.
Sejren bringer Horsens op på en tredjeplads i NordicBetligaen med seks point op til andenpladsen, der kan sikre holdet oprykning.
Det ene mål blev sat ind af klubbens nyindkøb Sonny Nattestad, som også scorede i søndags mod AB.
- Jeg synes, vi vinder fortjent, fortalte Sonni Nattestad til TV3 Sport efter aftenens kamp.
Se: AGF-fan: Jeg kan ikke mere!
For AGF var det ikke manglen på chancer, der var årsagen til, at holdet ikke kunne vinde på hjemmebane på NRGI Park. Chancer var der nok af, men den sidste portion held manglede.
Dermed har AGF kun vundet en ud af otte hjemmebanekampe i denne sæson. En statistik, som skuffer både fans og spillere.
Den tidligere AC Horsens-spiller Alexander Juel Andersen, som i dag spiller for AGF, så ud til at være noget mærket af aftenens nederlag:
- Vi er i en pointmæssig krise. Vi er ikke kyniske nok i begge ender. Vi må ikke tabe sådan en kamp, som vi gør i dag, sagde han til TV 3 Sport efter kampen.
AGF ligger nu på en femteplads i NordicBet Ligaen.