Nej til to gange Smukfest i 2015
Udvalg: Først ændringer i 2016
Smukfest får ikke sin drøm om to festivaler på to uger opfyldt allerede fra næste år.
Sådan lyder meldingen fra økonomiudvalget i Skanderborg Kommune, der onsdag behandlede sagen og nu har indstillet til byrådet, at den nuværende aftale med festivalen ikke ændres til næste år.
Ifølge Jørgen Gaarde (S), der er borgmester i Skanderborg Kommune og formand for økonomiudvalget, skyldes det, at udvalget vil undgå at give festivalen unødvendige problemer.
- Vi kunne godt have givet dem tilladelse allerede nu, men så vil der kunne opstå problemer i forhold til klager og behandlingstiden af dem. Så kunne festivalen være gået i gang med at planlægge det nye men så pludselig blive bremset i det. Det vil være ødelæggende for festivalen, siger Jørgen Gaarde til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den endelige afgørelse i sagen skal tages på det næste byrådsmøde, hvor det forventes, at politikerne følger økonomiudvalgets indstilling.
Økonomiudvalget er positiv i forhold ændringerne af Smukfest. Udvalget er derfor besluttet på at ændre aftalen fra 2016.
- Som udgangspunkt er vi sindet på at give tilladelse til en festivalafholdelse i andre rammer fra 2016. Der kan selvfølgelig også blive klaget over det, men så kan afgørelserne nå at komme inden festivalen 2016, siger Jørgen Gaarde.
Ved at ændre festivalen og lave to ens festivaler håber festivalledelsen, at det vil få flere gæster igennem tælleapparaterne og dermed øge indtjeningen, så der bliver flere penge til at hente musikalske hovednavne til Bøgescenerne.