Valgt som kandidat
Tidligere overvismand vil i Folketinget
Christen Sørensen er ny folketingskandidat for Socialdemokraterne i Aarhus Nord-kredsen. Det blev besluttet på et ekstraordinært kredsrepræsentantmøde i dag.
Professoren fra Syddansk Universitet og tidligere overvismand har ofte været i medierne med skarpe udtalelser og har især stillet sig kritisk overfor regeringens økonomiske strategi.
Noget han også vil tage med, hvis han bliver valgt ind i Folketinget for socialdemokraterne i Aarhus Nord-kredsen.
- Det er ingen hemmelighed, at jeg er kritisk over for den økonomiske plan. Både den regeringen arbejder med og den i EU, siger Christen Sørensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I Aarhus Nord-kredsen er de ikke i tvivl om erfaringen og kampånden hos den 69-årige kandidat.
- Der er masser af drive i ham. Han er erfaren og ikke en del af det regeringsgrundlag, som socialdemokraterne arbejder med i dag, fortæller kredsformand Jette Buus Gravesen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Christen Sørensen tvivler heller ikke selv på, at alder og stor erfaring er en styrke på Christiansborg.
- Der er rigeligt med unge i folketinget. Jeg har prøvet mange ting og ledet mange organisationer og tillidshverv. Alligevel vil jeg ikke lægge skjul på, at det kom som en overraskelse at blive spurgt om jeg ville stille op, forklarer Christen Sørensen.