Dreng drak ætsende væske
Fireårig indlagt med ætsninger i mund og hals
En dreng fra Silkeborg blev søndag aften indlagt med ætsninger i mund og hals.
Den fireårige havde på en legeplads ved Lupinvej i Silkeborg i nærheden af sit hjem fundet en halvliters flaske uden etikette med en væske i.
Drengen åbnede flasken og tog en slurk af væsken, som viste sig at være ætsende.
Drengen løb over til sin far, som var med nede på legepladsen, og klagede over smerter.
Herefter blev drengen kørt med ambulance til hospitalet i Viborg, hvor han stadig er indlagt, men ifølge politiet har han det under omstændighederne godt.
Politiet har endnu ikke en idé om, hvad der var i flasken.
- Vi er uforstående overfor, hvad det kan være. Der er ingen lugt eller farve, og lægen på hospitalet kan heller ikke afklare, hvad der er, fortæller vicepolitikommissær Keld Grosen Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Flasken vil nu blive sendt ind til undersøgelse.