Ulven slår til igen
Alt tyder på, at ulv står bag angreb på hjort
Det tyder på, at det var en ulv, der stod bag et angreb på en hjort mellem Sall og Hammel.
Hjorten blev fundet torsdag af en mand, der kom kørende langs vejen og opdagede en død sikahjorte-kalv. Og måden, den er blevet dræbt på, tyder på et ulveangreb.
Hjorten var næsten begravet i jord, og kun en del af hovedet og benene stak frem. Derudover var maven sprættet op og ryggen brækket:
- Det skal der altså noget af et dyr til for at gøre. Der er ikke mange andre dyr, der dækker det. Så det ligner et mæt rovdyrs fremgangsmåde, hvor det begraver byttet for at vende tilbage til det senere, siger seniorforsker ved Naturhistorisk museum i Aarhus, Thomas Secher Jensen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se også: Billedserie: Ulve-angreb
Han har undersøgt hjorten for DNA-spor, men venter stadig på resultaterne. Han er dog overbevist om, at der er tale om en ulv:
- Hunde begraver også kødben, men ikke hele dyr - det har jeg da i hvert fald aldrig oplevet før, siger han.
Nær hjorten fandt Thomas Secher Jensen desuden poteaftryk, der ligner en ulvs.
I videoen øverst på siden kan du høre Thomas Secher Jensens bedømmelse af det nye fund.