Smukfest skal ændres
Formanden fortæller om strategien
Fra næste år varsler arrangørerne bag Smukfest i Skanderborg nye tider. Står det til dem, er planen, at festivalen ikke bare skal vare en enkelt forlænget weekend, men hele to forlængede weekender.
På den måde kommer Smukfest til at bestå af to ens festivaler i samme omgivelser og med det samme program - men med flere forskellige gæster gennem tælleapparaterne.
- Det går ud på, at vi inden for de rammer, der ligger inden for tilladelserne, godt kunne tænke os at få et lidt større råderum, således at man skærer Smukfest, som man kender den nu, hvor vi har fem aktive dage, ned til tre attraktive dage, som hedder torsdag, fredag og lørdag og så pause, og så kører man torsdag, fredag og lørdag igen, siger Claus Visbye, der er formand for Danmarks Smukkeste Festival.
Arrangørerne forestiller sig, at der skal være opvarmning og camping fra om onsdagen, og at gæsterne tager hjem om søndagen - gange to.
Flere penge til musik
Ved at udvide festivalen til to weekender håber arrangørerne, at man kan få flere gæster gennem tælleapparaterne, mens man på samme tid kan udnytte det store produktionsapparatet, som man alligevel har stillet op. Det skal give en bedre økonomi til at kunne tiltrække de helt store musikalske navne til Bøgescenerne.
Forslaget med ændringer til Smukfest kommer som et direkte angreb mod Tinderbox Festival i Odense, som får kommunal støtte.
- Med en festival ekstra, som ser ud til at ligge i det spænd, som vi også henvender os til, der er det da betydende, at man har nogle penge til at få købt de her hovednavne hjem, siger Claus Visbye.
Opbakning i byrådet
Arrangørerne bag Smukfest i Skanderborg præsenterede i sidste uge planerne for byrådet i Skanderborg Kommune, og her er der umiddelbar opbakning til ideen.
- Blandt andet fordi, at det ikke vil belaste byen så meget. Umiddelbart som borger vil man tænke: Gud fri mig vel - to gange det, som vi kender. Men det er ikke tilfældet. Festivalen, som vi kender i dag, vil blive reduceret betragtelig. Der vil være tale om torsdag, fredag og lørdag, og så en ny festival torsdag fredag og lørdag igen. Og set i lyset af, at det også giver en vis omsætning, at der kommer et nyt hold af mennesker med en frisk tegnebog, der lægger penge i byens butikker og foreningsliv, så håber jeg, at borgerne også vil synes, at det her er en god idé, siger Frank W. Damgaard (S), der er 1. viceborgmester i Skanderborg Kommune.
Du kan se mere om sagen i indslaget øverst i artiklen.