Navnestrid afgøres fredag
Nu skal det besluttes, hvad motorvejen skal hedde
Striden om navnet på motorvejsstrækningen tværs over Jylland fra Aarhus til Herning gennem Silkeborg kan snart få en ende.
Ministeren for By, Bolig og Landdistrikter Carsten Hansen (S) har indkaldt de involverede borgmestre til et møde, hvor det besluttes om strækningen kommer til at hedde Herningmotorvejen, Silkeborgmotorvejen eller en mellemløsning.
Se også: Motorvejsstriden fortsætter
Borgmester i Silkeborg Steen Vindum (V) håber, fredagens møde finder en fair løsning på navnestriden.
- Jeg synes en fair løsning er, at kalde motorvejen for Silkeborgmotorvejen fra Aarhus, igennem Silkeborg og ud til Funder. Derefter skal den hedde Herningmotorvejen, fortæller Steen Vindum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det er en skam, at det er nødvendig at blande ministeren ind i debatten for at finde en løsning, siger han.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Hernings borgmester Lars Krarup (V).