Optur i Aarhus Lufthavn
Højeste passagertal i to år
Sidste måned tegnede et positivt billede af den omdiskuterede Aarhus Lufthavn.
I september gik 22.970 indenrigspassagerer til og fra indenrigsfly i Tirstrup. Det er det største antal indenrigsrejsende i 22 måneder.
Ruten mellem Aarhus og København er stadig den eneste indenrigsrute fra Tirstrup, og ruten havde 8,8 procent flere passagerer end september sidste år.
- Det er dejligt. Det skyldes, at der er kommet et bedre produkt med ni daglige afgange. Nu kan folk komme hjem igen samme dag, forklarer direktør i Aarhus Lufthavn, Peter Høgsberg til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den positive fremgang kan ifølge direktøren godt fortsætte, eftersom turen fra Aarhus midtby til Hovedstaden på to timer stadig er den hurtigste.
- Der er tale om en kæmpe tidsmæssig besparelse, og antallet af afgange sikrer, at der ikke er noget tidspild, og det er meget vigtigt for den gruppe af kunder. Det kan stadig blive bedre. Markedet kan godt bære flere afgange, men lige nu har kunderne et brugbart produkt, siger han.
Fortsat tilbagegang på de internationale ruter
Regner man de internationale afgange med i regnestykket for september måned, ser resultatet ikke ligeså positivt ud.
Her oplever Aarhus Lufthavn fortsat en tilbagegang, og samlet set ender de med en passagertilbagegang på 5,4 procent i forhold til sidste år.
Alligevel afviser direktøren muligheden for, at Aarhus Lufthavn har planer om at droppe al udenrigsflyvning til fordel for den populære københavnerrute.
- Nej det tror jeg ikke. Vi har længe været usynlige og derfor har passagererne glemt os. For 700.000 mennesker er vi stadig den mest tidsøkonomiske lufthavn. Derfor skal vi synliggøre overfor flyselskaberne, at vi har et stort passagergrundlag.