35-årig anholdt for røveri
Sigtes for væbnet røveri mod Spar Købmand
Østjyllands Politi anholdt onsdag en 35-årig mand fra Syddjurs. Han sigtes for væbnet røveri mod en Spar Købmand i Kolind på Djursland kort før middag samme dag.
Den 35-årige truede personalet med en pistol til at udlevere penge og løb efterfølgende fra stedet. Kort tid efter standsede en politipatrulje en mistænkelig bil.
- Flere vidner havde set bilen flere gange i nærheden af gerningsstedet og vores efterfølgende efterforskning gør, at vi nu kan sigte føreren af bilen for røveriet, siger Niels Bugge, leder af Randers lokalpoliti, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Vi har ikke på nuværende tidspunkt nogen mistanke om, at han har forbindelse til de øvrige røverier i Østjylland, fortsætter han.
Den 35-årige fremstilles i dag i grundlovsforhør i Retten i Randers. Af hensyn til den videre efterforskning vil anklagemyndigheden begære lukkede døre.