- En enorm svær beslutning
Frank Lajer taler om stoppet i BSV
I går offentliggjorde direktør Frank Lajer sin afgang i håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg.
Her til morges mødte TV 2 | ØSTJYLLAND direktøren på tilskuerrækkerne og spurgte til jobskiftet, der kommer efter seks sæsoner i Silkeborg.
- Jeg var nået til et punkt, hvor det var på tide at prøve nogle andre ting, og så har jeg fået en rigtig spændende mulighed.
Beslutningen om at takke ja til en ny udfordring væk fra håndboldbanen har ikke været nem.
- Det har været en enorm svær beslutning. Når man er direktør i en håndboldklub, så er det 24 timer i døgnet. Det er det første man tænker på om morgenen, og det alle vil snakke med en om.
Alligevel føler direktøren at han kan forlade klubben med oprejst pande.
- Det er et job, hvor man oplever rigtig meget. Vi har opbygget et netværk af sponsorer og har i dag over 500 virksomheder med. Det er der ikke mange andre klubber, der har.
Indtil videre fortsætter Frank Lajer i klubben i tre måneder, mens bestyrelsen kigger på hvordan ledelsen skal sammensættes fremover.
Se hele interviewet med Frank Lajer øverst i artiklen