Erhvervsledere vil hjælpe ledige
Nyt mentorprojekt skal hjælpe ledige
De lokale erhvervsledere i Skanderborg Kommune vil gerne hjælpe unge ledig ind på arbejdsmarkedet. Det viser et nyt mentor-projekt fra Kompetencecenter Skanderborg.
Her har 20 frivillige erhvervsmentorer allerede tilmeldt sig. De stiller dermed deres ekspertise og netværk til rådighed. Målet er at skabe et netværk med ledere fra vidt forskellige brancher og virksomhedstyper, så det altid er muligt at finde relevante rollemodeller for unge ledige.
- Projektet er det første af sin slags i Skanderborg Kommune, og vi har store forventninger. Det kræver et intensivt forarbejde at finde det rigtige match. Selv om det er et erhvervsprojekt, kigger vi ikke kun på branche, men også på fritidsinteresser og personlighed. På sin vis er der lidt dating over det, fordi det handler om handler om at finde to mennesker, som passer sammen, siger Michael Hauge Frænde, souschef i Kompetencecenter Skanderborg, i en pressemeddelelse.
Rollen som mentor er ulønnet, men interessen for at blive det er altså alligevel stor. Ønsket er at få i alt 50 erhvervsmentorer.
- Jeg er overbevist om, at de er på plads inden årsskiftet, for vi får løbende henvendelser fra erhvervsledere, som gerne vil være med, selv om vi endnu ikke er gået rigtigt i gang med at profilere ordningen. Det er fantastisk at så mange lokale ledere vil gøre en frivillig indsats på trods af en travl hverdag. Det er overskud og aktivt medborgerskab, så det fløjter, påpeger Michael Hauge Frænde.
Mentorforløbet består af en række samtaler over en periode på 3-12 måneder.