- Jeg er træt gennem marv og ben
Sanne Jespersen arbejder i Afrika på en ebola-klinik
For omkring en uge siden rejste læge Sanne Jespersen fra Aarhus til ebola-ramte Sierra Leone for i en måned at behandle smittede patienter i et isolationscenter i byen Kailahun.
Nu har hun skrevet en personlig beretning om sine barske oplevelser den første uge i det vestafrikanske land.
TV 2 | ØSTJYLLAND mødte Sanne Jespersen inden hun rejste til Sierra Leone, hvor hun fortalte om sine overvejelser omkring det farlige arbejde med at helbrede ebola-patienter. Det kan du se her.
Herunder følger Sanne Jespersens egen beskrivelse af den første uge midt i det værste ebola-udbrud i verdenshistorien:
- Det er nu en uge siden, jeg rejste fra Danmark. Og hvordan er det så at arbejde som læge under verdens til dato mest omfattende ebola-udbrud? Forfærdeligt! Intet mindre. Jeg har set mere død og lidelse i løbet af denne uge end i hele mit lægeliv. Jeg ved faktisk ikke helt, hvordan jeg skal beskrive det for jer her.
Jeg er udsendt med Læger uden Grænser. Jeg arbejder på et af Sierra Leones eneste velfungerende ebola-behandlingscenter, som er et 80 senges felthospital bygget af Læger uden Grænser i et bush-område kaldet Kailahun i den østlige del af landet. Det tager 9 timer ad dårlige veje at køre fra hovedstaden Freetown til Kailahun, men da der ikke er ordentlige ebola-centre i Freetown, kommer patienterne ofte i ambulancer hele den lange vej. Ambulancerne bliver fyldt op med 6-8 patienter, og når de ankommer, er et par stykker som regel døde. Hvis nogle ikke havde ebola i forvejen, er det i hvert fald helt sikkert, at de er blevet smittede i ambulancen, der som regel er fuld af blod, afføring og bræk.
Jeg er allerede træt gennem marv og ben. Nu forstår jeg, hvorfor Læger uden Grænser har lavet en politik om, at ingen bør arbejde mere end 4 uger ad gangen med et ebola-udbrud. Det er virkelig anstrengende fysisk og mentalt.
Ebola må være en af de mest forfærdelige sygdomme at dø af. Patienterne ligger med blod ud af alle kropsåbninger, og når man går forbi i sin "rumdragt", hvisker de "doctor, doctor, help me". Men der er ikke andet end væske, smertestillende og beroligende at give. I går ankom en ambulance med tre personer. Én var død ved ankomsten, én var meget syg, og så var der en stakkels 8-årig pige, der nu er indlagt helt alene langt væk fra sin landsby og familie. En anden ambulance brød sammen på vejen, så patienterne døde i den.
Det er varmt at have isolationsdragten på, men det går faktisk fint for mig, selvom man er fuldstændigt gennemblødt af sved, når man kommer ud efter at have gået stuegang, taget blodprøver, lagt venflon (kanylen man sætter et drop på red.), givet medicin eller konstateret at endnu en patient er død. "Oral Rehydration Solutions" (en opløsning af vand, salt og sukker, der gives til folk med diarre og opkast red.) er ikke kun for patienterne her, men er også for personalet. Man skal dog ikke begynde at tænke på, hvad der sker, hvis man går i panik, for man kan jo ikke bare smide dragten og få luft. Det tager et kvarter med dyb koncentration at tage den korrekt af, så man ikke risikerer at røre ved noget forkert. Dragterne er ikke så avancerede, som dem jeg bruger på infektionsmedicinsk afdeling på Århus Universitetshospital. Således ingen iltforsyning. Grønt operationstøj inderst, to par handsker, gummistøvler, gul overtræksdragt, hoveddække, maske, briller og forklæde. Den første dag kunne jeg ikke helt finde ud af, om det var dug, sved eller tårer, der gjorde mine beskyttelsesbriller umulige at se igennem. Formentlig en kombination af det hele.
Frygten for at blive smittet
Jeg tror, det bliver nogle hårde uger, for det er virkelig tragisk at være vidne til dette. Desuden er jeg overrasket over, hvor meget jeg tænker på risikoen for selv at blive smittet. For det gør jeg hele tiden. Selv når jeg har fri. Det er selvfølgelig fint, fordi jeg bliver meget påpasselig, men det er også anstrengende. Det føles, som om jeg hele tiden er i alarmberedskab og holder vejret.
I forgårs døde en ung lokal sygeplejerske på centeret. Hun arbejdede på en anden lokal ebola-klinik og er formentlig smittet i forbindelse med sit job.
Heldigvis er der også solstrålehistorier. Vi har trods alt en helbredelse på 38% på centeret. I går var der en lille pige på 3 år, der kunne udskrives rask. Der er også en udbredt taknemmelighed for hjælpen. Når vi kører på arbejde kl. 7.30 om morgenen i Læger uden Grænsers biler, råber folk "We love you", og når man forlader felthospitalet kl. 21 om aftenen, siger manden, der sprøjter vores sko med klorin: "Thank you so much for coming here to help us".
På trods af at hele denne rejsebeskrivelse måske lyder, som om jeg har det hårdt, så er jeg ved godt mod, sover som en sten om natten under myggenettet og er glad for mine kolleger hernede og for udfordringerne.
Kærlig hilsen Sanne Jespersen