App overvåger ukrudt
Studerende opfinder nyt våben til landmænd
En app, der via satellitbilleder hjælper landmænd med at overvåge deres afgrøder, er sidste nye våben mod ukrudt og sygdomme i afgrøderne.
Fire studerende fra Computer Science ved Aarhus Universitet har netop vundet en stor konkurrence for deres opfindelse, FieldSense.
- Landmænd bruger meget tid på at tilse marker for at sikre, at afgrøderne har det godt. Det er en krævende proces i Danmark, fordi mange ejer flere gårde og har mange marker, der ligger langt fra hinanden, siger en af de studerende, Brian Frølund, i en pressemeddelelse.
Landmændene sparer ikke kun tid, men også penge ved at anvende appen, forklarer en af de andre studerende, Manuel Ciosici.
- Landmændene bruger også mange penge på sprøjtemidler for at sikre at afgrøderne ikke bliver syge. De bruger det som en forebyggende effekt, og det er hverken godt for miljøet eller for deres egen økonomi. Men der findes ikke en bedre løsning. Derfor ville vi gerne udvikle en app, der giver landmændene noget konkret information om, hvor meget de skal sprøjte markerne.
De fire aarhusianske studerende er i gang med at lave en prototype, som skal præsenteres for investorer. Målet er at lancere app'en næste år.