Sejlere klar til OL i Rio
En flot VM-sejlads sikrede pladsen
De to aarhusianske sejlere Ida Marie Baad og Marie Thusgaard sikrede sig lørdag en direkte billet til de olympiske lege i Rio i 2016. Det gjorde de efter en flot sejlads, så de nu fører VM inden søndagens finaler.
Udover de to aarhusianske sejlere har seks andre danske både indløst billet til Rio om to år.
- Vi har haft et godt VM-stævne, hvor vores sejlere har præsteret over hele linjen, siger sejlunionens sportschef Thomas Jacobsen i en pressemeddelelse
Klar til VM-finalen
I dag gælder det kampen om guld for de to piger fra Aarhus. Her skal de især kæmpe mod den brasilianske båd, der ånder dem tungt i nakken.
- Uha det bliver spændende! Vi fører VM med 2 point inden finalen. I finalen gælder hver placering dobbelt point. Så den af os og Brasilien der kommer først over målstregen vinder, skriver sejlerne på deres facebookside.
Inden sejladsen er Ida Marie Baad og Marie Thusgaard som minimum sikret sølv.