På rette vej efter sejr
Slog uovervindelige SønderjyskE
Sønderjyske Håndbold havde indtil lørdag ikke tabt på hjemmebane i hele 2014. Men den statistik fik Bjerringbro-Silkeborg ødelagt med deres 26-22-sejr.
- Vi har været presset, men i dag står vi virkelig sammen. Vi slås for sejren. Vi holder et højt niveau fra start, og vi bakker hinanden op hele vejen. Det var fantastisk, siger BSV-profilen Nikolaj Øris til klubbens hjemmeside.
Bjerringbro-Silkeborg har haft en meget svingende start på sæsonen i mændenes håndboldliga. I de første fire kampe har de vundet to og tabt to.
Men i lørdagens kamp svingede holdet sig op til storspil, da de førte hele kampen igennem. Kun en enkelt gang fik hjemmeholdet kontakt, men måtte give slip igen hurtigt.
- Begge vores højrebacks havde også en rigtig god kamp, og vores fløje var også gode. Det var hele holdets sejr, siger Sebastian Skube.
Med sejren kravler Bjerringbro-Silkeborg op på ligaens femteplads.